Morgendagens SOSU Assistent

Aabenraa Kommune og SOSU Syd har taget initiativ til en ny Social -og sundhedsassistent uddannelse, som udvikles sammen med de øvrige Sønderjyske kommuner.

Indhold

    Uddannelsen hedder Digi-Tech og skal være med til at sikre, at medarbejderne fremover har de nødvendige kompetencer til at være en del af den digitale udvikling, der er i gang på social -og sundhedsområdet.

    Det er nemlig ikke længere helt nok for medarbejderne i plejesektoren, at have hjertet på rette sted og styr på emner som sundhed, hygiejne og medicinering.

    Social -og sundhedsassistenter skal også være fortrolige med brugen af velfærdsteknologi og digitale løsninger i hverdagen.

     

    Direktør på Social- og Sundhedsskolen Syd, Lotte Dalegaard Pedersen, fortæller, at Digi-Tech fokuserer på digitale og teknologiske kompetencer, kritisk og innovativ tænkning, kommunikation, samarbejde og at kunne handle problemløsende til gavn for borgerne.

    - Det er viden og kunnen, som kommunerne vægter højt, fordi udviklingen og ibrugtagningen af velfærdsteknologi og digitale løsninger går hurtigt lige nu. Vores skole er i front med den nye teknologi på alle vores uddannelser, men på Digi-Tech kommer eleverne helt tæt på de innovative, teknologiske muligheder fra første skoledag, siger hun.

    Direktør Jakob Kyndal, Social & Sundhed, Aabenraa Kommune, siger om kommunens engagement i Digi-Tech, at social og sundhedsområdet er i en rivende udvikling inden for digitale løsninger og velfærdsteknologi:

    - Det giver nye muligheder og udfordringer for både borgere og medarbejdere. Med den nye uddannelse kommer vi på forkant og sikrer, at medarbejderne fremover har kompetencerne til at være en del af den digitale transformation, der er i gang på social- og sundhedsområdet. Digital kompetenceudvikling er højt prioriteret i Aabenraa Kommune og et væsentligt element i vores nye digitaliseringsstrategi, siger han.

    Lotte Dalegaard Pedersen vurderer, at Digi-Tech vil kunne tiltrække unge, der har en interesse for digitalisering. Det kan være både de unge, der traditionelt vælger sosu-uddannelsen og unge, der har lagt en langsigtet strategi for uddannelse og karriereforløb, hvor denne uddannelse giver dem nye muligheder:

    - Vi håber at få lidt flere unge mænd ind på Digi-Tech, end vi har på den traditionelle uddannelse til sosu-assistent, og vi vil nok se, at en lidt større procentdel fra Digi-Tech vælger at arbejde i nogle år som assistent, før de uddanner sig videre til sygeplejerske, ingeniør eller noget tredje. Der er også den spændende mulighed, at kommunerne kan vælge at bruge sosu-assistenterne fra Digi-Tech som særlige nøglepersoner eller ambassadører i implementering af velfærdsteknologi og digitale løsninger, siger hun.